Thomas B`s Blog

Thomas B`s Blog

mandag den 16. oktober 2017

Stenen i hjertet.

"Kan man ikke beskæftige sig for meget med det"? , var der engang en ven der spurgte mig om. Spørgsmålet var rettet mod de seksuelle overgreb jeg havde oplevet, som barn. Underforstået,  om alt det terapi, laven hjemmeside, snak og debat i diverse netværk ikke forhindrede mig i bare at leve. I dag 13 år efter, at jeg konfronterede eller blev konfronteret med, konsekvenserne af de seksuelle overgreb, spørger jeg såmænd også mig selv engang imellem. Specielt lige nu fordi jeg lige i øjeblikket går gennem en svær tid, hvor angsten er vendt tilbage og jeg generelt arbejder benhårdt på, at få en hverdag til at hænge sammen. Men når jeg for mig selv sætter billeder på, så giver det god mening.

Den dag mine overgreb startede plantede min overgrebsmand en sylespids sten i mit hjerte. Den skar sig igennem alt hvad der hedder tro og tiltro til mine medmennesker og forvandlede, alt det i mit liv, der var båret af tillid til mistillid. Den punkterede alt hvad der måtte have været af selvværd i mig, i Thomas 10 år. Det er der ingen mennesker der kan holde til. Enten må stenen knuses, læs: enten måtte jeg betro mig og fortælle om oplevelsen eller også måtte jeg rumme den pakke stenen ind, ved at dissociere mig og dermed beskytte mig mod den skærende spids. Jeg gjorde det sidste og det blev groft sagt min måde, at tackle verden på de næste godt 30 år. Jeg lærte mig, at rumme alle de oplevelser der gjorde ondt, alt hvad der var svært, alle ydmygelser, ved at lægge lag på lag af beskyttelse omkring den skarpe sten. Ingen måtte vide, og ingen måtte se.

Som da jeg, som 13/14 årig oplevede min mor råbe til sin fulde kæreste, at han ikke skulle tage kvælertag på hende i forbindelse med et besøg hos hans søster i Holland. De var i soveværelset mens jeg sad i stuen sammen med hans søster og ikke anede mine levende råd. Kunne kun i rædsel råbe til min mor om jeg skulle hjælpe. Det slap jeg for, men der blev der aldrig efterfølgende snakket om.

Som da jeg til en familiemiddag blev tvunget til at sige undskyld til min far for at bevare familiefreden, selvom jeg samtidigt fik af vide min reaktion var forståelig og ok. Mine forældre var kort inden blevet skilt. Jeg var lidt hård i munden overfor ham, da han kritiserede min mors fjernsyn. Han truede med at gå og jeg havde ikke styrken til at holde fast i mig selv og måtte krybe til korset og sige undskyld i en regn af tårer og en ydmygelse der flåede mig op indeni.

Som ydmygelsen, da jeg i mine teenage år var ekstremt forkrampet i forhold til piger og i forbindelse med en fest sneg mig ind i et værelse og tungekyssede med en pige, som lå og halvsov i en brandert. En pige jeg var forelsket i og ikke evnede, at kontakte på normal vis. Derfor levede jeg med, at hun smagte mildt af opkast. I dag vil jeg egentlig betegne det for en form for overgreb.

Som ydmygelsen da jeg, som 18 årig var i byen med min svoger og nogle af hans venner og en af hans venner pluselig kom over og aede mig på kinden, men han sagde nååååhh. Jeg følte han kunne se lige ind i min sjæl og ind i min ensomhed lige i det øjeblik.

Som når min søster med en slet skjult hentydning sagde om jeg ikke skulle ud og møde den virkelige verdens piger istedet for at have de der "blade" under sengen.

Svigtet overfor min et årige datter, da jeg en sen nattetime måtte tage flugten og løbe ud fra vores hjem på grund af angst, mens hun lå og sov derinde. Måtte ringe og bede min kæreste om at komme hjem.

Som konsekvenserne af min sociale angst, der slog ud i lys luge, hvis jeg i selskaber blev placeret blandt vildt fremmede. Det at skulle konversere og small talke med en vildt fremmed borddame og være beleven, som det forventes.

Som det vanvittige projekt det var at sige ja til et job, hvor man konstant var i skudlinien på vegne af en organisation, når man ikke er i stand til, at skille kritik af organisationen fra kritik af en selv. Når man konstant bliver tvunget til at tale i forsamlinger og til mennesker, hvor man føler sig dybt underlegen og uden selvværd og tro på egne evner.

Den ydmygelse det var ikke at kunne sætte ord på sine følelser når alt brændte på i parforholdet og den daværende kæreste tryglede mig om, at sige andet end bare undskyld, når vi havde siddet den halve nat og snakket. Ikke at være i stand til at give hende bare en lille indikation af, at der var et menneske med følelser derinde bagved.

Som da min yngste datter i forbindelse med en skolefest undrende kom og spurgte mig om jeg ikke skulle sidde sammen med de andre forældre. Det turde jeg ikke. Følte ikke jeg kendte dem særlig godt og brugte i stedet tiden på, at gå ud og ryge eller se på børnene der  hyggede med dans og forlystelser i de forskellige boder.

Ydmygelsen, da jeg i forbindelse med en 50 års fødselsdag er ude og danse og en kvinde kommer over og driller mig med min stive dans, som er affødt af en ekstrem blufærdighed. Den dag havde jeg alligevel vovet mig ud på dansegulvet og det afspejlede dansen nok. Danser helst kun efter 1 flaske vin eller i et lukket selskab, som jeg er fuldstændig tryg i.

Dette blot få eksempler, ud af mange hundrede situationer, som jeg nænsomt pakkede ind og gemte indeni og som er årsagen til, at ensomheden bliver en trofast følgesvend. Imidlertid så kommer manglende evne til at håndtere følelsesmæssige svære situationer og manglende evne til at udtrykke behov ud alligevel. Bare på en lidet konstruktiv og hensigtsmæssig måde. Jeg har haft masser af indestængte aggressioner, som kunne komme ud om natten, hvor det gik ud over kæresten, hvis hun tilfældigvis kom til at berøre mig midt i min søvn. Det kunne komme ud når jeg spillede fodbold. Er ofte blevet forskrækket over min egen aggression, som førte til flere røde kort eller grimme og usympatiske verbale udtalelser. Eller i trafikken, hvor jeg kunne reagerer med, hvad der for andre vil være latterlig vrede over et rødt lys eller manglende parkeringsplads, når jeg skulle bruge en. Alle aggressioner og uhensigtsmæssig adfærd affødte kun selvhad og skade på mit selvværd, over min egen manglende evne til at være i kontrol.

Da jeg langt om længe i 40 års alderen begyndte at få øjnene op for alt det, jeg her beskriver, begyndte arbejdet med at pakke ud og finde ind til den lille sten. Men den lader sig altså ikke lige finde og på vejen ind til den skal man igennem og bearbejde hvert enkelt af de hundrede af lag, man har puttet omkring den gennem tiden. Det er møjsommeligt og slidsomt arbejde, som kræver tålmodighed. Indimellem kræver det retningsskift og indimellem kræver det små pauser, hvor man trækker vejret. Men det er også min oplevelse, at jo tættere man kommer på kernen, jo sværere bliver det. Det er som om, at modstanden bliver markant større, forsvarsværkerne strammer op og kommer med nye modtræk, som synes endnu mere uovervindelige og lagene omkring stenen går kun af i små flager.

Jeg tænker, at det er der jeg står lige nu. Jeg er tæt på kernen og muligheden for at fjerne den lille farlige djævel af en sten. Men om det tager 1-3 eller 9 år ved jeg ikke endnu og jeg ved heller ikke om det er ligeud resten af vejen. Men det er også ligemeget, så længe det hele giver mening. Billedet jeg har ridset op her giver mening for mig. Så mit svar på spørgsmålet i starten er nej. Jeg kan ikke være for meget i det. Jeg er pisket til at være i det og bruge alle de midler der står i min magt af tid, terapi og ord for at forløse. Og selv om det er en svær tid og hård tid, så er det også en lykkelig tid fordi jeg ikke gemmer mig mere. Jeg pakker nu langt mere ud end jeg pakker ind og jeg har et menneske tæt på, der vil følges med mig selvom jeg fandme er et besværligt stykke menneske, at leve sammen med.


























4 kommentarer:

Mona sagde ...

Kære Thomas.
Vi mødte kun hinanden kortvarigt og jeg håber ikke for sidste gang. Jeg genkender det hele fra mig selv..... og ja vi er i det for det er det eneste valg der giver mening når der stadig pakkes ud og ind og op og ned.
Alt godt til dig.
Knus Mona

Wilhelmina Mebus sagde ...

Kære Thomas
Det spørgsmål er jeg også stødt på flere gange.
I dag er jeg på den anden side, og jeg er blevet et livsklogt og helt menneske.
Jeg er sikker på du nok skal komme hele vejen ind til “stenen” og at du vil mærke lettelsen bagefter.
Jeg ønsker dig en god rejse videre.
Knus Johanne

Anonym sagde ...

Gennemgang af When pigs fly Slot inkluderer ægte spillere anmeldelser og bedømmelser, gratis spiltilstand, vindende skærmbilleder, seneste bonuskoder osv

NannaJahn sagde ...

Jeg får også samme spørgsmål og om jeg ikke blot bør se at komme videre og glemme fortiden - jeg bliver lige vred hver gang og dog.. er nu kommet frem til at svare: Jeg bearbejder mine senfølger i mit tempo.

Jeg bliver nok mere irriteret over sætningen.. jamen din søster/søskende har ikke samme oplevelser som dig!? Så hvorfor har de ikke det!?

Som om man blot “opfinder” senfølgerne af, at være vokset op i en hel “incestramt” familie og alle de overgreb, krænkelser mm. Som jeg blev udsat for dagligt og stadig gør, så længe jeg har kontakt med det og bearbejder det.