Thomas B`s Blog

Thomas B`s Blog

søndag den 17. august 2014

Parden my french, men fuck den der reptilhjerne !

Efter jeg for alvor begyndte konfrontere mine senfølger efter de seksuelle overgreb, har en af de ting, der har slået mig aller hårdest været min manglende evne til at handle på noget af den viden jeg har tiltaget mig. Min nogen gange manglende evne til at kombinere min viden om den skade jeg har lidt i forhold til at indgå i en tæt relation til et andet menneske med den måde jeg rent følelsesmæssigt reagere på. Sådan rent per automatik. Det kan æde mig op indefra, at min viden kan være forud, men at jeg rent følelsesmæssigt stadigvæk handler på reptilhjernens instinkter og forsvarsmekanismer.

De forsvarsmekanismer og instinkter der hjalp og hjælper til overlevelse, når man er udsat for seksuelle overgreb. Herunder, at man er i stand til at lukke af og lukke ned overfor den der gør en fortræd. Reaktioner der var relevante under mine oplevelser, som barn. I dag, som voksen er de selvsamme reaktioner med til at forhindre mig i at få en helt tæt relation til et andet menneske. Tæt relation, som i et forhold til en kvinde. Det gør ondt.

Jeg er i dag i stand til at åbne op og fortælle om overgrebene. Hvad de har gjort ved mig, hvordan de har skadet mig. Jeg evner, i et vidst omfang at åbne op for mine inderste tanker omend det ikke altid er uden sværdslag. Jeg tænker, at hvis et andet menneske skal binde an med mig må jeg spille med åbne kort. At det vil være unfair ikke at gøre det, for det er ikke uden omkostninger at binde an med et menneske, der er skadet, som jeg.

Jeg har aldrig i mit voksenliv oplevet, at jeg er blevet set ned på eller gjort fortræd når jeg har åbnet op og fortalt. Tværtimod ! Det er altid blevet taget godt imod. Det burde give mig modet til at give mig hen, give slip, men det stik modsatte sker. Det er ligesom om jeg går i krampe, bliver paralyseret og lige så stille lukker jeg skodderne ned. Evner ikke at tage imod den kærlighed jeg bliver mødt med. Mine følelser bliver stadig fodret af angsten for at blive svigtet. En del af mig tror på det når jeg får at vide jeg er elsket, at jeg ikke bliver svigtet, - bare ikke den der fandens reptil hjerne og det er stadigvæk den der i forhold til relationer har overtaget.

Har ofte haft og har stadig et kæmpe savn og ønske om at kunne indgå i en tæt relation med en kvinde igen. I virkeligheden handler det måske om at den tætte relation jeg har brug for, den tætte relation til mig selv. Min egen accept.


Ved det ikke, men kampen og terapien fortsætter og måske hvis jeg er heldig, så en dag <3 Jeg er knap så tålmodig, men heldigvis er jeg stædig og de gode tætte venner og familien har jeg heldigvis.

Ingen kommentarer: